Mellem skov og hav ligger et lille frirum for kvinder på Den Permanente Badeanstalt i Aarhus.
Maverne kan folde og bryster dingle frit. I kvindeafdelingen er der plads til alle.

Skrevet af Rosalina Kjeldsen Bendix

Vi hopper hujende i fra kanten, så det kolde gys chokerer, og svømmer over til den nærmeste trappe i det lille firkantede bassin, der munder ud i havet. Vi ligger i vores eget hjørne af den Permanente Badeanstalt i Aarhus, mens børn og dybere stemmer lyder udenfor.

”Her fornærmer man ingen ved ikke at have tøj på,” siger Cecilie Jacobsen, der nyder at bruge badeklubben. Der kommer rungende grin nede fra vandet, og Cecilie kigger over mod kanten.

”Det er et kvindefælleskab. Vi føler os ikke så vurderet af hinanden som med mænd. Der er en dejlig energi over det nøgne rum.”

Vi har store bryster, vi har små bryster, aflange bryster, og bryster der engang gav mælk. Vi er glatbarberede, og har en busk eller en lille landingsbane.
Vi er en oase af kvindeliv i badeklubben. Dråberne rammer træplankerne, når vores kroppe blævrer tilbage til håndklædet. Eller også blævrer huden slet ikke.
Fine små mønstrer løber langs vores lår, maveskind, baller og talje, som tiden har tegnet. Vores blikke søger hinanden her i Vikingeklubben Jomsborg, i en oase mellem Riis skov og havets glimmer ligger kvindeafdelingen.

Døren går med jævne mellemrum op, og ind kommer vi, og lægger os veltilfredse i eftermiddagssolen. Armbånd rasler, og nogen har piercinger, én har blåt hår. Der dufter mildt af salt og varme, og her ligger vi.

”Shit” lyder det fra vandet, hvor havets varme temperatur er taget på retræte, for at gøre plads til efteråret.

En maskine i det fjerne blander sig med bølgeskvulp, og et stort tankskib ligger i horisonten og optager pladsen, hvor den tidlige solopgang for få timer siden viste sit ansigt. Mærsk står der, mens Aarhus Ø tårner sig op bagved.  

En gravid mave er ankommet. Med et fast greb om gelænderet vandrer den rolig ned i havet. Maven er stor, som om den indeholder en forvokset bowlingkugle.  

Den kolde balje

”Jeg er fra Tyrkiet,” fortæller Zehra Metín, ”så det her føles frit.”
Hun gnider fingerspidserne mod hinanden, som for at mærke stemningen gennem dem. Hendes overlæbe glinser svagt af sved, mens hun leder efter ordene.

”Måske har man steder som dette i Tyrkiet, men det er ikke så rart og mere privat. Der er en anden åbenhed her,” siger hun og rør ved skyggen på sin kasket.

Brystvorter bliver stive i brisen, og mens nogen af os ligger på maven, ligger andre af os på ryggen eller siden. Vi læser, laver sudoku, sover, kigger rundt eller peger næsen mod sensommersolen og lukker øjnene.

Bølgerne vugger og skvulper mod siderne. Vi står i kø for at komme ned. Gisper, når den varme hud møder vandet. I baljen træder vi vande, og bliver kildet i nakken af bølgerne. Vi snakker med hinanden, ung til gammel på kryds og tværs, og ånder ud i åndehullet. Et stort plask og endnu en krop forsvinder.

Vi rejser os op og skygger for solen med vores hænder, mens vi spejder efter marsvinene og peger. Vi kigger på hinanden og snakker om, hvor vildt det er, at de kommer så tæt på kystlinjen. Så lægger vi os igen. Vi er sammen, men hver for sig. En baby vræler, og vi falder nogle gange i søvn med hovedet i hånden. Vi rusker op i vores hår, og gør os på skift klar til at gå ud i den virkelige verden.

For Thilde og Alberte på 25 år handler det om, at sandet er skiftet ud med planker, og at man ikke møder sin gamle, mandlige matematiklærer uden tøj på. ”Det er rart at være nøgen uden at blive seksualiseret. Så behøver man ikke tænke over, hvordan man ligger,” siger Alberte og Thilde fortsætter: ”Folk er her i fred. De lægger sig herned og hviske-tisker. Der er ro.”

”Hej med dig” bliver der råbt over på den anden side. ”Hej Ellen,” og energiske vink.

Vi ligger tættere og tættere.

Vi snakker om surfing i Løkken med håndklæder rundt om skuldrene, vi får gåsehud af vinden, og vanddråberne tørrer i strålerne fra solen. Mange af os sidder og kigger ud i intetheden.
Der er udspring. To fingrer om næsen og øjnene knebet sammen. Plask. Bryster hopper op og ned, hver gang fødderne rammer metalstigen.
Vi spiser frokost eller müslibarer, drikker fra vandflasker og af termokander. Nys og et sæt baller, der ryster under bruseren, i takt med at hånden stryger over kroppens former.  

Rank og fri

Nogle af de yngre kvinder kigger ned af sig selv, når de går, andre går med armene svingende. De garvede gråhjelme lader alt hoppe og danse. Fælles er tempoet og holdningen. Slentrende og rank.

”Halvdelen af Aarhus befolkning ligger her,” er der en, der griner.

Lisbeth Brogaard, har været i badeklubben siden 1996.

”Alle er smukke,” siger hun, og klapper sine briller sammen.

”Folk bevæger sig frit. De har en stolthed i deres krop.”

Hun fortæller om de sidste tredive år, og om hvordan faciliteterne er blevet bedre med årene.  

”Jeg er kommet her i mange år, og der er folk, jeg kun kender herfra, som så småt er forsvundet. Jeg har nogen gang tænkt på, om de er døde, eller har fundet et andet sted.”

Lisbeth sammenligner badeklubben med et bibliotek: ”man tager hensyn til hinanden, og rykker sammen, så der er plads til alle. Det er et lille kvindeunivers.”

Der bliver spillet kort i skrædderstilling, spist skyr og sludret. Klukkende grin og nøgne kram – ”vi ses i morgen.”
En kvinde sidder og dingler med benene ud over kanten med en bog i skødet. Der er roligt, og mens håret drypper af, føler jeg mig heldig over at tage del i dette kvindeunivers.